Væredygtighed – en ny erkendelse

Ingen tvivl om, at der i verden er en stadig større erkendelse af, at vores planet begynder at sende nogle signaler til beboerne om at den ikke har det så godt. Thorkild Bjørnvig skrev allerede i 1988 en bog med titlen ’Den følende planet’ – som var en række essays. Bjørnvig var en af datidens fremmeste kritikere af hvordan vi behandler jorden, og med en række miljødigte forsøgte han at udbrede sine holdninger til vores uhæmmede brug af naturen.

Her i 2021 har jeg inden for meget kort tid anskaffet mig bøger med titler som, ’Kooperativ Håndbog – iværksætteri i fællesskab af Gjerding & Rask, ’Bæredygtig Business’ af Høgh & Nygaard og senest i denne uge, ’Væredygtighed’ – indersiden af bæredygtighed af en masse forfattere med noget på hjertet omkring bæredygtighed. Med begrebet ’Væredygtighed’ får vi måske nye erkendelser omkring subjektets indflydelse på ’Bæredygtighed’.

Når vi arbejder med udvikling af ledelse og organisationer, må og skal vi tage klimakrisen og vores medarbejderes bekymring om denne krise alvorlig. Med den nyeste FN rapport i hånden og den stadig tydeligere klimakrises indvirkning på lande som USA, er der ingen tvivl om at verden vil og skal indarbejde bæredygtighed i såvel organisationsudvikling og i ledelse. Det er vigtigt at vi alle får indset, at verden ikke længere kan eksistere med den rendyrkede liberale tilgang til vækst for virksomhederne. Den tyske filosof Hartmut Rosa kalder faktisk vores tid nu for ”Post vækstperioden” altså perioden hvor vi ikke længere udelukkende fokusere på væksten, som den eneste og vigtigste driver for menneskers virke.

Som leder må og skal vi begynde at se mere på hvad der skaber værdi for mennesker, og ikke for hvor mange penge vi kan tjene. Vores medarbejdere vil i de kommende år stille fokus på meningen med deres job. Man vil skulle imødegå krav fra kunder og medarbejdere om, at man er ordentlig og har en ansvarlig produktion. Er din organisation klar til de nye tider? Hvis ikke, – vil du snart opdage at ingen gider arbejder for dig længere – uanset hvad du kan tilbyde dem i løn.

 

Væredygtighed og strategi

Det er ved at være tiden for at vi sammen skal have udviklet og justeret vores strategi. Skal vi lige kikke på vores strategi og se hvor mange væredygtige elementer der er i den? Bruger vi klodens ressourcer forsvarligt? Skaber vi den nødvendige værdi for menneskeheden? Kan du fortælle den bæredygtige historie om din organisation? Kan du fortælle den til dine medarbejdere? Kan man som ’ikke kunde’ blive forelsket i din organisation ved at læse jeres vision for fremtiden? Hvad sidder du tilbage med når du læser vores spørgsmål? Er du medarbejder eller leder, må og skal du forholde dig til dem, hvis du ikke vil komme bag ved den aktuelle og stadig eskalerende udvikling. Det er ikke  længere nok at være tilfreds med at øge omsætningen eller indtjeningen med et par % – hvis du ikke kan fortælle hvorfor du er her og hvorfor jeg skal arbejde hos eller for dig. Vi må nu erkende, at det ikke længere er nok at drifte en fin virksomhed, vi må og skal være i stand til at forklare omverden, at vi kan noget som både er ordentligt og bæredygtigt.

 

Væredygtighed og ledelse

Hver dag ser vi i nyhederne at organisationer i flere forskellige brancher udstiller sig selv, og fortæller at de ikke kan få de medarbejdere de kan bruge. Spørg dig selv – om du kunne tænke dig at arbejde netop der hos dem? Fodboldlandsholdets, og hele Danmarks, Kasper Hjulmand er blevet symbolet på den nye leder, som har både følelser, hjerte, hjerne og strategi med på arbejde. Værdierne tager nemlig over, når det uventede opstår. Værdierne og følelserne slår strategi og rationale. Golemann & Boyatzis skrev i 1998, at følelser og rationelle beslutninger ikke er hinandens modsætning, men at følelser er et niveau højere end den objektive rationelle beslutning.  Selv om du har regnet dig frem til en konklusion, er den forkert hvis du ’føler’ den er forkert. Følelser slår rationelle beslutninger. Når jeg spørger en flok studerende om de vil flyve med Ryan Air til 199 kr til Spanien eller med en anden udbyder til 2.950, – kr for den samme tur siger de alle at de vil flyve billigst. Det er et bevis på, at de ikke i dag føler at de får noget for den dyrere billet, men de ved jo godt, at man ikke kan forsvarer at sælge en flybillet til den lave pris. Rationelt ved enhver, at man ikke kan leve af at sælge en flybillet til Spanien billigere end det koster at komme over Storebæltsbroen.

Er jeres ledergruppe klar til de nye udfordringer for den fremtidige medarbejdergruppe?

 

Væredygtighed og fællesskabet

I Danmark har vi i mere end 150 år haft andelsbevægelsen eller de kooperative fællesskaber som en væsentlig og vigtig enhed i den danske virksomhedskultur. De studerende på universiteter og professions skolerne lærer desværre ikke nok om denne specielle form for organisering, hvorfor vi har besluttet at udgive en bog om netop det emne her til efteråret. Hver gang vi i Danmark har skullet omstille os, har vi gjort brug af andelsbevægelsen. Da vi gik fra jordbrug til kvægdrift, etablerede landmændene fælles slagterier og mejerier, som ikke skulle tjene penge, men sikre at landmændene havde nogle gode afsætningsmuligheder. Senere da industrisamfundet tog over, gik forbrugerne sammen og dannede forsyningsselskaber og vandværker m.m. Andelsbevægelsen har altid været en hjørnesten i vores velfærdssamfund. Er tiden kommet til at vi igen skal prøve at skabe nye former for organisationer, som virksomhederne ejer i fællesskab, så vi alle sammen kan blive mere bæredygtige ved at være væredygtige?

 

 

Share Button